Jeg ma fra starten indrømme, at jeg ikke selv har læst korrektur på denne klumme. Det skal du som læser dog også kun være glad for. Jeg sta-

ver nemlig som en død pingvin.

Det var ligeså håbløst for mig at følge med i dansk i skolen, som at fa en hjort til at krydse en vej uden at blive kørt ned. Jeg tror egentlig ikke, at jeg lærte noget gennem hele indskolingen. Mine ikke eksisterende danskevner gjorde desværre, at jeg fik et syn pa mig selv som værende en uintelligent dum struds. Sa blev jeg konstateret ordblind. For mit vedkommende var det helt okay, for sa havde jeg en undskyldning for ikke at læse noget.

Hver gang jeg fik en bog i hænderne, gættede jeg mig til hvert andet ord. Jeg havde det ligesom en muldvarp, der graver rundt uden nogen ide om, hvor den er henne. Det hele ændrede sig dog, da min bror udfordrede mig til at samle viljestyrke og bruge min fritid pa at fa læst Narnia-bøgerne. Til at begynde med gik det som en skildpadde, der prø- ver at løbe om kap med Usain Bolt.

I dag gætter jeg stadig ligesa ofte pa ordene, som en hund logrer med sin hale. Jeg er blevet væsentligt bedre til at gætte, men nogle gange laver jeg de mest fatale fejl. Engang skulle jeg læse en artikel højt for klassen, hvor jeg kom til at læse ”underbid” som ”uortodoks”. Sadan noget far vi sommetider et lille grin ud af. Det er nok der, jeg star i forhold til min ordblindhed i dag jeg griner bare lidt af det. Jeg kan grine med stolthed, fordi jeg har lært at læse.